|
Padborg Rideclubs historie Inden foreningen Padborg Rideclub (PRC) blev oprettet i 1984, var der i årenes løb blevet gjort mange forsøg på at få en aktiv og velfungerende rideskole stablet på benene i Bov Kommune. I løbet af PRC's første år blev bestyrelsen ofte skiftet ud, og alle ydede en stor indsats for at få klubben til at fungere. Selvom der ikke var nogen fast bestyrelse, var dette dog ikke det største problem. Bov Kommune afslog PRC's anmodning om økonomisk støtte, og dette gjorde det svært for klubben at finde et passende sted med de rette faciliteter at slå sig ned. Der blev flyttet fra sted til sted, men i midten af 1980'erne blev al aktivitet stillet i bero. Årene gik uden at der skete noget videre i PRC. I 1989 flyttede Birgit og Bjarne til Bov Kommune. Sammen med deres heste indrettede de sig på en gård, som skulle blive til et stutteri. Da der ikke tidligere havde været et sted som dette i omegnen, vrimlede det med rideinteresserede børn og unge i stalden hos Birgit og Bjarne. PRC så nu en mulighed i at etablere en aktiv rideklub på stedet, da Birgit og Bjarne havde mange års erfaring med både heste, undervisning og børn, så dette var bestemt ikke et uegnet sted til rideskole. Der gik kun et par måneder, før gården i Vejbæk blev godkendt til alternativ anvendelse og købt til indretning af rideskole. PRC's medlemmer såvel som børn og forældre knoklede i de næste mange måneder med at istandsætte stedet. Den 1. november 1992 var det værste arbejde overstået så heste og ryttere kunne flytte ind. Med tiden steg klubbens medlemstal. I 1992 blev PRC medlem af Dansk Rideforbund og dette gjorde det nu muligt for klubbens ryttere at deltage i stævner landet over. Der var stor glæde og tilhørende fest, da PRC's nye tilholdssted blev officielt indviet d. 1. marts 1993. Da der herefter faldt mere og mere ro over ombygning, begyndte PRC at engagere sig i flere og flere sportsaktiviteter, og klubben var aktiv som aldrig før. Rideklubben gav et nyt liv i den meget stille landsby. Fra 2001 til 2007 er medlemstallet i Padborg Rideclub steget fra 84 aktive og 23 passive medlemmer til 97 aktive til 63 passive medlemmer. Efter mange gode år i Vejbæk og en fin fremgang for rideklubben valgte vi i år 2000 at flytte fra de efterhånden lidt for trange kår i Vejbæk til Skyttehusvej, hvor vi har hjemme nu. Se mere under Rideklubben.
|